Ejerforeningen blev stiftet den 24. marts 2014.
Der er ialt 59 lejligheder i størrelse fra 66 til 106 kvm på Ludvig F. J. Moltkesvej 1-5, P. C. Müllers Have 1-23 og Steenstrups Allé 50-73.
Der er tale om punkthuse med 4 lejligheder i 2 etager, dobbelthuse og rækkehuse, herunder rækkehuse med 2 etager. Til lejlighederne i jordplan hører et grundstykke af variabel størrelse, som ejeren kan disponere over. Hver lejlighed har endvidere et redskabsskur, hvor der også er plads til et par cykler.
Der er store grønne områder i bebyggelsen og en legeplads. Spredningen i bebyggelsen betyder også, at alle det meste af året kan nyde solens stråler.
Vi er en veldrevet ejerforening, hvor I/du har mulighed for at øve indflydelse på fælles ejerudgifter i forbindelse med budgetlægning og generalforsamling.
Historie: Bebyggelsen blev opført i 2005 af MP-Pension som private udlejningsboliger, men blev opdelt i ejerlejligheder pr. 24. marts 2014.
Ejendommene er opført på en grund, der tidligere var eksercerplads og med depoter og garager for Sjællandske Artilleriregiment, deraf navnet på ejerforeningen. Byggestilen er tilstræbt til at passe ind i de bevarede og delvis fredede bygninger på kasernen, så der dannes en helhed.
Vi er centralt beliggende med 10-15 min gang til Ahlgade i Holbæk og med samme afstand til indkøbsmuligheder som Føtex, Meny og Netto. Vi har også Østre Anlæg og naturkirkegården som naboer. Fra Anders Larsensvej og Carl Reffs Vej er der 15 min. busdrift til Holbæk banegård.
Beboerne: Lejlighederne er en blanding af ejere og lejere, og ved en lejers flytning overgår lejligheden til en ny ejer. Pr. 11. april 2025 var der 38 ejere og 21 lejere.
Davids Holding ApS købte restejendommene med virkning fra 1. januar 2018, og det er DEAS A/S, der fungerer som administrator for ejerforeningen.
